Fortræffelighed i handling er Yoga

Guddommelighed har ingen identitet i sig selv, dog muliggør den alle identiteter. Når det bliver gennemsyret af individuel jeg-hed, så kalder vi dette selv en jiva . Som en skabelse af sin egen bevidsthed, er jivas natur opsummeret ved selve dens eksistens. Virkeligheden forbliver skjult for jivaen. Idet den ser sig selv som et separat væsen, vier den store anstrengelser og opmærksomhed på sin bevarelse, mens den samtidigt hjemsøges af frygt for sin udslettelse. Således befinder det individuelle selv sig i en tilstand af frygt og ønsker, af fordel og tab. Verden er befolket med utallige sådanne skabninger. Idet de danner et hele, er deres erfaringer begrænset til deres egen personlige eksistens. Beruset af deres selvskabte verdner, forbliver de ufølsomme overfor andres eksistens. De kan måske slutte sig til en andens eksistens gennem deres egen værens mekanisme, så som gennem deres sanser og tanker. Dog, de kan ikke have erfaringen ved at være en anden person. Fordi de er isoleret som individuelle væsner, bliver resten af verden en abstraktion. Derfor, for jivaen, er den essentielle værdi den selv.

Ideen om personligt motiv lurer bag enhver handling, om end indimellem meget subtilt. Således er den individuelle eksistens egocentrisk. Denne selv-foretrækkende tendens er lumsk, og indgroet i selve jivas struktur. Bortset fra dets endelige opløsning, kan jivas fundamentale natur ikke forandres. Dens tendenser kan imidlertid holdes i tømme gennem selv-beroligelse (stillen sig tilfreds) , uden hvilken dens selvoptagethed vælder ud i selviskhed.

Gennem livets forløb forstår vi gradvist at den gnist som giver os liv er den samme gnist som giver liv til andre, og derfor at hver individuel eksistens er af samme virkelighed og værdi. Vi bliver klar over at vi ikke kan skade hinanden for egen vindings skyld. Nu opstår der imidlertid spænding mellem denne rent abstrakte forståelse og vores akutte personlige oplevelse af individualitet. Det selv-foretrækkende slæber os i én retning, mens viden om andre og om ret og uret trækker os den modsatte vej. Som resultat, denne viden er fejlbehæftet og vi bliver ved med at være genstand for moralsk kollaps.

Samfund og religion påtager sig nu ansvaret for at beskytte os mod hinanden. Idet de antager at det bedste kun kan vrides ud af os med magt, bruger de vores frygt og ønsker med hvilke de prøver at friste os med belønning og true os med straf. Som resultat af denne prægning, bliver vores frygt og ønsker formet til frygt for straf og ønske om belønning. På den vis bliver vores væremåde tilpasset gennem tvang. Dog, vore hjerter forbliver uforandrede.

Moral er regulering af selvet. Hvis vi var helt alene i verden, ville moral have lille relevans. Vi ville ikke lide nogen skyld ved at plukke en mango eller papaya fra hvilket træ vi måtte have lyst til. Rettere er det af hensyn til andre at vi behersker os. Uden selvbeherskelse blomstrer den selv-foretrækkende tendens i den grad at dens opløsning bliver uigennemførlig. Alene, er selv-regulering ude af stand til at bevirke vores negation. Den kan imidlertid gøre vores indbyggede individualistiske tendens inaktiv, og derved tillade muligheden for selv-negation. Så længe som selvet fortsætter med at eksistere, er moral nødvendig. Efter dets opløsning, bliver moral overflødig, da der ikke længere er selviske tendenser som skal holdes i ave.

Moral har ingen doktriner (læresætninger). Den søger blot at begrænse al selviskhed i enhver form. Vi har passende agtelse for mennesker og religioners love, men kontroverser rejser sig snart mht. hvilke love som er skabt af mennesker og hvilke som er Guddommelige. Immervæk har hver religion sine doktriner, enhver kultur har sine traditioner, og enhver nation har sine love. Da det forholder sig sådan, bliver samvittigheden vores mest pålidelige og umiddelbare rettesnor. Når den bliver forfinet, prikker den os ved det første vink om fejl. På den anden side, hvis vi ignorerer dens diktater, bliver den stille. Når vi er oprigtige omkring vores egen forbedring og bliver opmærk-somme, taler den med større og større klarhed. Vores sans for ret og forkert bliver nu gradvist videreudviklet, så længe som egoet kan bære vægten af dets egen ufuldkommenhed.

Samvittigheden fortæller os kun hvad vi ikke skal gøre. Den lykønsker os ikke for vore gode handlinger mere end vore lunger lykønsker os for at ånde normalt. Samvittigheden tillader heller ikke inaktivitet. Dens stik er måske mest akutte, når vi fornægter vores ædle pligt til at udføre retmæssige handlinger. For eksempel, når en læge passerer en såret person på vejen, så signalerer hans samvittighed til ham om at standse og hjælpe. Hvis han ignorerer dens kald, så kan hans hjerte blive så fyldt af skyld, at det forfølger ham resten af livet.

Samvittigheden vågner når de dybeste lag af bevidstheden bliver renset, og tillader at det guddommelige lys stråler ud. Dens perfektion ligger i renselsen og den rolige samklang i de subtile legemer, som danner forbindelsesleddet mellem sjælen og den fysiske krop. Der er mange subtile legemer, men de overordnede er bevidsthed (chitta), sind (manas), intellekt (buddhi), og ego (ahankar). I deres bedste form er de harmoniske som medlemmerne af en tæt samvirkende familie.

Det løse hierarkiske arrangement af de subtile legemer er i stadig strømmende forandring. Deres virke er alt for fint og subtilt til at tillade nogen definitiv klassifikation. De er som et ensemble af skuespillere eller musikere, som ubesværet lader lederskabet overføres og understøtter roller frem og tilbage, endda indimellem fremstående som et enkelt individ. Som de fire strenge på en violin er de kun i stand til harmonisk resonans, når de er fint stemte.

Når subtile legemer bliver fuldt harmoniserede og afklarede, bliver de kanaler for Guddommelig inspiration. Gennem denne harmonisering etableres en skøn overstråling (eklipse) mellem hjerte og sind. Samvittigheden bliver nu fuldstændig pålidelig og forvandles til vores egen sjæls stemme, som vi følger med ærbødighed. Når vore handlinger er i disharmoni med dens inspiration, føler vi uro på grund af det. Sådanne handlinger er det ikke værd at udføre. Når vi udfører retmæssige handlinger er vores indre ro uforstyrret. Hvis vore handlinger er evolutionære i det de bidrager med, begynder en mystisk glæde at vibrere i hjertet.

Bevidstheden er der hvor de andre subtile legemer udspiller sig. Den kan sammenlignes med et films-lærred på hvilket de tre andre opfører deres drama. Lærredet kan være kæmpestort, dække hele universet, eller det er måske blot som en prik af en knappenål. Hvad end dets udstrækning er, så udstrækker de andre subtile legemer sig proportionalt.

Sind, intellekt og ego har deres leg inde i bevidstheden. De kan være tæt forbundet med hverandre så de synes næsten identiske. Imidlertid har hver enkelt sin unikke rolle. Sindets opgave er tanke, som inkluderer opmærksomhed, iagttagelse og dannelse af tanke-objekter. Når det illumineres af sin nærhed til sjælen, så bliver sindet næsten helt passivt. Uden længere at behøve tænke, opfatter det blot intuitivt gennem følelse.

Intellektet er det besluttende fakultet, som ræsonnerer, diskriminerer, og konkluderer. Intellektet er kun et instrument. Det kan ikke diskriminere mellem rigtigt og forkert. Det er som en computer, der kommer til konklusioner ene og alene ud fra de informationer den modtager. Hvis informationerne består af irrationelle behag eller ubehag forårsaget af urenheder i bevidstheden, så er dets resultater ukloge. Når urenhederne er fjernet og der ikke er nogen fejlagtige input bliver intellektet besjælet af guddommelig visdom og antager sin sande natur.

Egoet er ren selviskhed, som defineres ved sin selv-bevidsthed, i samråd med sindet. Det er en begrænset kraft som aktiverer sindets og intellektets funktioner. I sin mest forfinede udgave danner egoet vores basale identitet, men på sit groveste niveau forrykker det fuldstændig relationen mellem de subtile legemer. Når det antager dominans bliver det stift og uimodtageligt overfor inspirationerne som sindet modtager og overfor den diskriminerende intelligens i intellektet. Sindet mister nu sin relevans og intellektet svinder ind pga. manglende brug. Bedring kommer først når vi kan acceptere vores svagheder. Hvis vi tror vi er perfekte, og derfor ikke anerkender nogen svagheder, kan vi ikke forbedre os. Stolthed forhindrer os i en sådan selvindsigt. Fordi vi tror vi er perfekte og derfor altid har ret, bliver vi døve overfor samvittighedens stemme.

Hvis det bruges rigtigt bliver egoet imidlertid en nøgle-ingrediens i vores evolutions alkymi. Det er trods alt egoet som lokker os til at få succes i vores arbejde. Idet vi måler vores succes i forhold til andres bliver vi offer for usikkerhed eller arrogance, som tilfældet nu er. Hvis vi konkurrerer udelukkende med os selv undgår vi disse faldgrupper og forbedres støt. Ja sandelig, det bliver et spørgsmål om personlig ære at der ikke kan sættes nogen plet på vores karakter eller fejl i vort arbejde. Selv om vores perfektionisme blot er en manifestation af ego, viser det sig at være en motiverende kraft, uden hvilken, vi frygtsomt ville acceptere vore egne fejl og svagheder. Med klarhed gør vi status over os selv, idet vi sammenligner vor nuværende tilstand med vores højeste ideal.

Ofte modtager vi kritik fra andre, men snarere end at reagere med benægtelse eller vrede, absorberer vi deres irettesættelser med taknemlighed, for uden det, var vi måske forblevet blinde for denne specielle skavank. Gennem ærlig introspektion og intens stræben befrier vi os gradvist for defekter og udvikler godhed. Dog lige som en grim stank overdøver den subtile duft af blomster af rose eller jasmin, således vil den iøjefaldende tilstedeværelse af blot en enkelt brist i vores system omstøde tusind dyder. Imidlertid er det vores godhed der afslører vores dybeste skavank: vi tager måske skyld som straf for vores fejl, men hvis vi også tager dyd som betaling for vore ædle handlinger, da er vores dyd ikke i sandhed uselvisk. Tværtimod er uselviskhed den eneste dyd. Nu bliver vi klar over at vi er vores endelige defekt, at ”selv” er vores eneste forhindring for perfektion. Da vi nu er blevet hjælpeløse, har vi ingen anden udvej end at kaste os på Hans barmhjertighed.

Her begynder tilstanden af overgivelse. Hvis vores grad af renhed tillader os at have tæt nærhed til den Guddommelige, da begynder enhver af vore tanker og handlinger at være i samklang med dets indflydelse, som vi kontinuerligt trækker og manifesterer. Når vores subtile kroppe bliver fuldstændig modtagelige for de Guddommelige impulser bliver vores handlinger i sandhed Hans. Idet vi udfører dem automatisk, mangler vi enhver følelse af at være deres udøver. Oprindeligt søgte vi kun vores egen tilfredsstillelse, og vi var uvidende. Derefter tilstræbte vi dyd og blev vise. Nu består vores pligt kun i lydig tjeneste for Gud, og vi bliver uskyldige. Idet vi glemmer os selv i Hans bevidsthed marcherer vi imod negation.

Når vi er dybt koncentreret på et hvilket som helst objekt, har vi tendens til at glemme os selv. Når vi er totalt fraværende, mister objektet for vores opmærksomhed også sin identitet. Nu bibeholder vi ingen opmærksomhed på hverken os selv eller objektet, hvilket repræsenterer dualitetens kollaps. Det er en relativt almindelig erfaring i livet. Store atleter og musikere er kendt for at blive så involverede i deres aktivitet at de bliver væk i dem, hvorefter de bibeholder ringe erindring om at have handlet. Imidlertid varer virkningen kun så længe som varigheden af deres aktivitet. Idet de mister sig selv i begrænsede objekter, vil de uvægerligt dukke op igen. Idet vi drukner os i livets aktiviteter dør vi og bliver født igen. Når vi hviler vores tanke på det ubegrænsede, får vi uendeligt råderum for vores negation. Derfor praktiserer vi meditation, idet vi tager det Ultimative som vores objekt.

I Sahaj Marg mediterer vi på antagelsen om at Guddommeligt lys er til stede inden i hjertet. Ofte kæmper vi med denne tanke, idet vi undrer på hvilken form den skal antage. Mens nogle mennesker forestiller sig lys illuminere hjertet, bliver andre ved med at fundere over ordene ”Guddommeligt lys i hjertet”. Men når vi begynder at føle dets tilstedeværelse indeni bliver tænkning unødvendig og alle spørgsmål bringes til ro. Denne følelse udgør dets sande form, så vel som viden om det. Blot ved at lukke øjnene synker vi ind i meditation. Idet vi går ud over tanken, bliver vi absorberet i Guddommelighed. Distinktionen mellem selvet og objektet opløses nu og vi går ind i riget af ren væren.

På et tidspunkt bliver vores bevidste opmærksomhed genoplivet og vi kommer op til overfladen ud af meditationen. Imidlertid behøver vores indre tilstand ikke forandres. Den meditative tilstand kan gå videre og videre, selv efter den formelle afslutning af vores meditation. Når denne tilstand modnes helt, bliver vi så absorberede i vågen tilstand som vi var under meditationen. Dette er tilstanden af turiya , som Babuji Maharaj har beskrevet. Idet vi forbliver absorberede i den sublime tilstand er der intet som kan forstyrre vores bevidsthed.

Kvaliteten ved uvirkelighed er ”væren”, men virkeligheden har ingen kvalitet. I negation mangler vi ikke blot ”væren” men vi mangler også ”ikke-væren”, for ”ikke-væren” forudsætter at noget er i tilstanden af ikke-væren. På den vis kan ingen ord være fyldestgørende mht. at udtrykke den endelige tilstand. Og derfor må vi stille os tilfreds med halve sandheder for at kunne udtrykke det.

Sahaj Marg forbereder os på at opgive vores rolle som igangsætteren og udøveren af vore handlinger, og letter os fra byrden af vores ego. Som et resultat bliver vore handlinger naturlige, dygtige, ubesværede og fri for overvejelse. Idet vi får de bedst mulige resultater, opnår vi excellance.

Opløsning af selvet er begyndelsen på uselviskhed – selve kærlighedens tilstand. Under ingen omstændigheder kan kærlighed og selviskhed nogensinde eksistere sammen. Som den oprindelige dyd fra hvilken al godhed flyder, er kærlighed roden og den perfekte opsummering af al dharma. Da vi har elimineret individuel eksistens, er vi ude af stand til bevidst at elske eller ikke at elske, i stedet, idet vi når kulminationen af en tilstand kendt som at være kærlighed, bliver alkymistens drøm endelig virkeliggjort.

X