Internationalt familieseminar
På sommerens familieseminar er alle velkomne til en uge med leg og aktivitet i fokus. Programmet bliver til i samskabelse; Alle deltagere kan byde ind med workshops og idéer, og det ender altid med nogle utrolig spændende og varierede dage med aktiviteter fra morgen til aften for både voksne og børn i alle aldre. Det kan være sportsaktiviteter, krea-workshops, madlavning, akrobatik, time-management, ture i naturen, leg på legepladsen, musik, meditation for teenagere, kanotur og meget andet. Magien opstår, når vi mærker, hvor mange ressourcer vi tilsammen har, når vi lægger dem i en stor bunke og lader fællesskabet spire og blomstre derfra.
Seminaret er internationalt, og deltagerne kommer primært fra hele Europa. Børnene lærer på den måde mange forskellige nationaliteter at kende og oplever fællesskaber på tværs af grænser. For mange bliver familieseminaret en årig tilbagevendende begivenhed.
Vores meditationspraksis foregår i stilhed og med lukkede øjne. Det kan være svært at inddrage ægtefæller og børn, som ikke mediterer. På Familieseminaret kan alle være med og opleve, hvad vores daglige indre praksis kan afspejle af glæde og liv på det ydre plan.
Det skal understreges at seminaret OGSÅ er for dig, som ikke lever din dagligdag i ”familie”; I den her sammenhæng øver vi os alle sammen i at fungere som én stor organisme. Det der med at være ”brødre og søstre” kan lyde lidt som en floskel, men på Familieseminaret synes vi faktisk det er en beskrivelse, der passer rigtig godt på det der sker.